Nielsbl

Min rejse mod Autenticitet og Indre Ro

NielsBL

Kære Besøgende

Jeg hedder Niels, årgang 1966, og bor sammen med min kone på en lille gård i fredelige omgivelser. Lidt i mod strømmen – måske, har jeg valgt et enklere og mere meningsfyldt liv fyldt med kærlighed, eventyr og familie fremfor karriereræs. Jeg har fundet mig selv og dyrket mine passioner.

Men sådan har det jo ikke altid været. Jeg vil derfor gerne dele min historie med dig om, at komme ud af stress, og skabe indre ro og et mere autentisk liv. Gennem mine udfordringer har jeg fundet veje til at omfavne mit sande jeg. Og jeg håber, at min historie kan inspirere dig på din rejse.

Min baggrund

Med en baggrund som udviklingsingeniør, og med mange års erfaring med at skulle præstere, forstår jeg det pres og de begrænsninger, der kan komme med professionel succes. Men jeg ved også hvordan det føles, at længes efter noget dybere og en mere meningsfyldt måde at leve sit liv på.

Fra succes til stress

Jeg har været nørden der næsten altid gav jobbet førsteprioritet og nedprioriterede både mig selv og min familie. Jeg havde så travlt, at jeg sjældent stoppede op og kigge på, om mit liv nu også var som jeg ønskede det. I stedet fulgte jeg bare med ræset og tog ikke min egen stigende tristhed alvorligt. Men en dag blev jeg ramt af stress – og det var overhovedet ikke sjovt.

Lidt fra min barndom

Som barn voksede jeg op på en gård, hvor jeg lærte værdien af hårdt arbejde. Fra en tidlig alder lærte jeg også, at man skulle være på den “rigtige” måde for, at blive elsket og få anerkendelse. Dette blev desværre til en overlevelsesstrategi, hvor jeg forsøgte at opfylde andres forventninger i stedet for, at være tro mod mig selv. Og i mange år levede jeg med en underliggende frygt for ikke at være god nok. En frygt der kom til at sætte sine spor i mit liv.

Denne frygt holdt mig tilbage fra sådan rigtig at være mig og leve mit eget liv. Frygten for at fejle eller ikke at være god nok forhindrede mig i – sådan rigtig – at engagere mig i verden. I stedet begravede jeg mig i jobbet og troede naivt på, at hvis bare jeg var dygtig nok, præsterede og levede op til alt det folk forventede af mig, så ville jeg få dét jeg længtes efter – men det skete selvfølgelig ikke.

Fra stress til løsninger

Men den dag jeg indså, at årsagen til, at jeg ikke havde været lykkelig og i stedet var endt med stress var, at jeg havde glemt at lytte til mig selv, begyndte mit liv at forandre sig.

Jeg begyndte at længtes efter en dybere mening med mit liv, men havde ingen ide om hvad det var. Samtidig begyndte jeg at vågne spirituelt – noget jeg som tekniker ellers ikke var meget for at erkende.

Det blev en tid med meget selvrefleksion og dyb selvindsigt. Jeg lærte også betydningen af at leve bevidst i nuet, som virkelig hjalp mig meget i denne proces. Jeg blev bedre til at ikke bare at lytte til mig selv, men også til, at implementere de erkendelse jeg gjorde mig. Og som resultat voksede jeg som menneske, og fik i stigende grad mod og styrke til bare at være mig, og sige fra over for det der stjal min energi, men ja til det jeg drømte om.

Det var også i denne periode, at jeg opdagede en naturlig evne til at kunne lytte og støtte andre. Dette førte til mange dybe og meningsfulde samtaler hvori jeg så, hvordan håb kan genfindes, og hvordan lys kan skinne igennem i svære tider.

Hvordan coaching kom ind i billedet

Til min egen overraskelse, begyndte både venner, kollegaer og fremmede, at henvende sig til mig i vanskelige tider. Det var noget jeg virkelig følte gav mening sådan, at kunne støtte andre. Som tekniker havde jeg jo aldrig forestillet, at jeg skulle kunne hjælpe andre mennesker videre på deres vej. I lang tid har det dog været noget jeg gjorde af ren glæde uden nogen som helst idet om, at skulle tage noget for det. Men med tiden har jeg indset, at jeg kan nå ud til mange flere mennesker ved, at tænke på coachingen som en mulig karrierevej.

Som coach

Som coach, giver jeg dig et empatisk, ikke-dømmende og støttende rum til, at finde ro, udforske dine værdier og drømme, og frigøre dit sind for stress. Sammen vil vi lægge fundamentet til en personlig rejse, der omfatter mind-set-skift, spirituel vækst og praktiske strategier skræddersyet til dine unikke behov.

Hvis du er klar til at begive dig ud på en vej mod selvopdagelse og indre ro, så kontakt mig i dag. Lad os omskrive din historie, bryde fri fra begrænsninger og skabe et liv, der opfylder dine dybeste ønsker.

 

Relevant uddannelse

Life- & Business Coach fra Nordlys i Silkeborg i perioden 2008 – 2010. En 2-årig uddannelse

Stress coach fra Nordlys i Silkeborg i 2012. En overbygning til Life-coach-uddannelsen.